I dag blev første spadestik i bogstavelig forstand taget mod en mere parklignende bane. På sigt flytter omkring 50 fuldvoksne træer position i Dragør Golfklub.
Af Michael Bech
REPORTAGE
Chefgreenkeeper i Dragør Golfklub, Nicholas Juul Andersen, har de sidste uger holdt godt øje med termometeret og udendørstemperaturen: Hvornår blev det tilstrækkelig koldt og i tilpas lang nok tid? Og hvornår turde han give endeligt grønt lys til, at en 25 tonstung lastbil kunne køre ind på banens fairways for at flytte træerne? Det korte svar: I dag.
– Selvom det har været koldt, så er lastbilen med et træ ’på ryggen’ altså virkelig tung. Og derfor kommer der nogle dybe spor, når den flytter træerne. Også selvom vi gør alt for at køre mest muligt i roughen. Men jeg håber, at sporene retter sig til sommer, ellers jævner vi det selv ud med noget frisk muld, siger Nicholas.
En håndfuld træer blev nemlig flyttet fra den lille skov mellem hul 8 og 9 til det åbne område mellem hul 8 og hul 2. Flytningen er første skridt, der er del af en større plan om give banen et mere parkagtigt udtryk samt at skærpe sikkerheden på flere huller. I alt er det planen at cirka 50 store træer bliver flyttet.
– Vi har ønsket at skabe en mere parklignende bane og nogle smukkere huller. Og derfor gik vi altså i gang i dag, fordi frosten har gjort, at underlaget er nogenlunde hårdt til den tunge lastbil, forklarer Nicholas.
’Sadeltasker’ med vand
Det tager i gennemsnit en lille time at flytte ét træ, når først lastbilen er gået i gang.
– Jeg håber, at vi kan nå at flytte cirka 5-6 træer om dagen, hvis vejret er med os, siger Nicholas om arbejdet, der fortsætter så længe underlaget kan bære lastbilen.
Han fortæller, at træerne gennem foråret og sommeren løbende skal hjælpes med kunstigt vand medmindre vejrguderne giver en hånd med.
– Vi kommer til at hænge to store vandingsposer på á 75 liter på hver træstamme, der drypvis holder jorden ved træet fugtig. Og som vi løbende fylder op med frisk vand. Det ligner to kæmpestore sadeltasker. Den ordning
kommer til at fortsætte i 2-3 år, før træet er ’selvkørende’ og har fået et tilpas stærkt rodnet, der kan klare sig selv,
slutter Nicholas.
Om Michael Bech:
Michael skriver drypvis små nyheder, portrætter og reportager med udgangspunkt i livet i Dragør Golfklub – artiklerne offentliggøres på klubbens hjemmeside og i denne Facebook-gruppe. Michael er selv medlem i Dragør Golfklub – det samme er hans kæreste Maria og deres søn, Anton. Udover at skrive om forholdene i klubben er Michael også frivillig træner for de allermindste i klubben, Drageungerne. Professionelt arbejder Michael som journalist på TV2 Dokumentar. Ideer eller kommentarer til artikler kan sendes direkte til Michael på
mbec@tv2.dk eller via Facebook.