STOPPER SAMARBEJDET

En enig bestyrelse har i dag, den 23. maj, valgt at stoppe samarbejdet med klubbens forretningsfører Torben Ehlers.

Grundlæggende er der i bestyrelsen desværre ikke længere tillid til at Torben fremadrettet er den rigtige forretningsfører. Dette skyldes blandt andet længere tids uenighed om prioritering af arbejdsopgaver og om samarbejdsformen blandt klubbens ansatte. Der er i de seneste år brugt mange interne og eksterne ressourcer på at ændre situationen, men som situationen er nu ser bestyrelsen desværre ingen anden udvej end at stoppe samarbejdet. Torben har derfor haft sidste arbejdsdag på kontoret i dag torsdag. Torben vil selvfølgelig hjælpe med overlevering af arbejdsopgaver.

Kontorets arbejdsopgaver vil i den kommende tid, blive varetaget af vores dygtige ansatte, ligesom medlemmer af bestyrelsen vil varetage opgaver også i den daglige drift af klubben.

Opsigelsen af Torben er en personalesag og bestyrelsen vil ikke kommentere yderligere på specifikke forhold, men vil dog understrege, at vi, som en professionel arbejdsplads, selvfølgelig forholder os til alle gældende regler, har et ønske om at behandle alle vores medarbejdere med respekt og et ønske om at hjælpe Torben godt videre.

Det er bestyrelsens ønske, at vi finder et godt tidspunkt, så alle medlemmer får mulighed for at takke Torben for næsten 10 års stor arbejdsindsats for Dragør Golf.

 

Bestyrelsen