STATUS PÅ KLUBHUS

 

Status på Klubhuset – 2024

 

Klubhusteamet har haft travlt!
I løbet af året har de stået for en lang række forbedringer, der gør vores klubhus endnu mere funktionelt og indbydende.

 

Mere plads og bedre arbejdsforhold
Affaldspladsen er flyttet ned foran juniorbagladen, hvilket har skabt en mere praktisk arbejdsplads ved værkstedet. Vaskepladsen har også fået et løft, og forpladsen er blevet pyntet op med flotte blomsterkummer.

 

Udfordringer med el
Både klubhuset og parkeringsområdet har haft elektriske problemer. Klubhusteamet har løst en stor del af opgaverne selv, men vi har også måttet tilkalde en elektriker. Der er stadig lidt arbejde tilbage, men vi har brugt meget tid på det i årets første måneder.

 

💡 Forbedringer indendørs
Midtergangen i klubhuset har fået en ansigtsløftning med nyt loft og bedre belysning – noget, vi er sikre på, at bridgeklubben især sætter pris på!

 

Budget 2025 – Stramt, men realistisk

Vi har et budget på 900.000 kr., hvilket er det laveste i mange år. Størstedelen – ca. 75% – går til faste driftsudgifter som el, gas, vand, affaldshåndtering, alarm og slamsugning. Det betyder, at vi kun har lidt over 200.000 kr. til nyanskaffelser, eksterne håndværkere og vedligeholdelse.

Vi er dybt afhængige af vores dedikerede klubhusteam for at holde udgifterne nede. Hvis der opstår for mange uforudsete udgifter, kan det blive svært at nå alle de planlagte forbedringer.

 

Hvad mangler stadig?

🔧 Udskiftning af tagplader på baglande 1 mod syd – hvis budgettet tillader det.

🌿 Terrassen har brug for en kærlig hånd – Klubhusteamet har allerede udskiftet det meste af rækværket, så det står flot. Næste skridt bliver at kigge på terrassebrædderne og strøerne under, da de efter mange års tro tjeneste trænger til en opgradering. Selvom det ikke er i budgettet i år, holder vi det på radaren og ser på mulighederne fremover.

 

Med venlig hilsen

KLUBHUSUDVALGET