
Kære alle medlemmer.
Vi holdt i går onsdag den 19. august er utroligt velbesøgt sommermøde,hvor der var god stemning og en sund debat om en lang række emner. Grundet mødets uformelle form, er der som sådan ikke taget referat, men vi ønsker alligevel at lægge en meget kort gennemgang af emnerne ud, så alle har mulighed for at vide hvad vi talte om. At vi ikke har taget referat betyder ikke, at de mange gode forslag og initiativer ikke er noteret – det er de.
1. Økonomi og medlemsudvikling
Hvis vi starter med økonomien, så er det overordnede billede positivt. Vi forventer fortsat at holde det budgetterede resultat med et overskud på knap 800.000 kr. før afskrivninger og godt 350.000 kr. efter afskrivninger.
Likviditeten er samtidig forbedret med et stykke over 1 mio. kr. Det skyldes blandt andet kontingentforhøjelsen, tilbageholdenhed med udgifter og det lån på 900.000 kr., som generalforsamlingen har givet mulighed for. Men en væsentlig del af lånet er allerede disponeret til færdiggørelsen af vores energiprojekt med solceller og forbedring af tagene.
Medlemsmæssigt går det også den rigtige vej. Vi er nu 1.415 medlemmer – 43 flere end på samme tidspunkt sidste år. Særligt blandt juniorerne og de 19-30-årige har vi en flot fremgang. Til gengæld har vi fortsat en udfordring blandt medlemmer fra 31 år og opefter.
Samlet set står klubben altså økonomisk fornuftigt, medlemstallet vokser, og vi investerer fortsat langsigtet i både medlemmer, sportslige aktiviteter, bygninger og energiforsyning.
2. Kontoret
På kontoret er vi lige nu to fastansatte, suppleret med hjælp indimellem. Vi har haft nogle gode forløb med jobprøvning gennem kommunen, og fremover får vi også hjælp fra Mary Meldrum Larsen, som vil hjælpe med bogføringen af klubbens indtægter og udgifter.
Det sker blandt andet, fordi Helle Holmqvist har valgt at gå på pension. Her er det vigtigt at understrege, at der ikke er nogen dramatik. Det har været planlagt gennem længere tid, og Helle er blot stoppet lidt tidligere på grund af ferie og afspadsering. Hun vil fortsat være til rådighed, hvis vi får brug for hendes hjælp og viden.
Hen over vinteren ændrer vi kontorets åbningstid. Fra 1. november til 1. marts er kontoret åbent for henvendelser fra kl. 10.00 til 14.00.
Vi vil fortsat være i klubben i flere timer, men vi har behov for både at få afviklet en stor mængde overarbejde og for at kunne lukke døren og arbejde koncentreret med planlægningen af den kommende sæson.
3. Baneudvalget
På banen har en af årets store nyheder været vores nye indspilsgreen med tilhørende bunker. Det har taget lidt tid, men resultatet har givet os markant bedre træningsmuligheder. Vi kan nu træne indspil fra op til cirka 75 meter, og bunkeren er stor nok til et helt undervisningshold.
Vi har også ændret de tre små bunkere i knækket på hul 1 til én større bunker.
Næste år bliver overskriften i høj grad finish. Der er ikke planlagt store strukturelle ændringer, men vi vil arbejde videre med detaljerne og det samlede indtryk af banen.
Den store udfordring er fortsat vand. De lange tørre perioder har især påvirket vores fairways. Vores reservoir, hvor vi hver vinter har kunnet samle mellem 1,5 og 2 millioner liter vand, har derfor været meget værdifuldt.
Vi undersøger samtidig mulighederne for en mere robust vandforsyning fremover, blandt andet omkring brøndboringen ved hul 16. Det er fortsat på undersøgelsesstadiet – vi indsamler viden om blandt andet vandkvalitet og saltindhold, før vi kan konkludere noget.
4. Sportslig status
Sportsligt har vi meget at glæde os over.
Vores førstehold står foran at spille om oprykning til Elitedivisionen – golfens svar på Superligaen. Det særlige er, at vi ikke har købt os til resultaterne. Spillerne er i høj grad vores egne, som er kommet til klubben som unge og er blevet udviklet i Dragør.
Samtidig står næste generation klar. Vores bedste ungdomshold vendte en vanskelig sæson og kvalificerede sig til finalestævnet, hvor der skal spilles om DM-medaljer. Vi er også i gang med at etablere et kvindehold, hvor vi ser et stort potentiale.
Og vi må ikke glemme bredden. Vi har yderligere divisionshold samt senior- veteran- og regionsgolfhold, som repræsenterer Dragør.
Det er i virkeligheden Dragør-modellen: Vi er ikke den største klub, og vi har ikke de største økonomiske muskler. Vi køber os ikke til et førstehold – vi bygger det selv gennem juniorarbejde, træning, fællesskab og mange års indsats og vi har altid kluben før individet. .
5. Frivillighed
Og det leder meget naturligt over i frivilligheden, for rigtig meget af det, vi kan i Dragør Golfklub, bygger på mennesker, der vælger at give noget af deres tid til klubben.
Vi har frivillige på en lang række områder:
- banekontrol
- klubhus og reparationer
- hjælp til greenkeeperne ved større opgaver
- kørsel af rangebolde
- blomster, lugning og finish omkring klubhuset.
Fælles for alle er, at man hjælper, når man kan, og når det passer ind. Frivillighed skal være fleksibelt og hyggeligt – ikke en ekstra pligt.
Som tak giver klubben fire greenfee-billetter om året, og vi holder en årlig festdag, som starter med golf og fortsætter med en stor fest.
Vi kan sagtens bruge flere frivillige. Et område, vi særligt kigger på, er muligheden for en bemandet reception i weekenderne, så både medlemmer og gæster kan få en endnu bedre modtagelse.
Har man lyst til at hjælpe, kan man henvende sig på kontoret eller kontakte vores frivilligkoordinator Irene Storm Petersen.
Vi håber desuden i løbet af vinteren at få etableret et særligt område på hjemmesiden, hvor man kan se opgaverne, hvem der er ansvarlig, og melde sig direkte.
Afrunding
Hvis der er én rød tråd gennem det hele, så er det, at Dragør Golfklub udvikler sig gennem fælles indsats.
Vi har en økonomi, der følger planen, et stigende medlemstal, en bane vi fortsat udvikler, flotte sportslige resultater og rigtig mange mennesker, der hver dag bidrager til klubben – både ansatte og frivillige.
Der er selvfølgelig også udfordringer og ting, vi skal arbejde videre med.
Men samlet set har vi rigtig meget at være tilfredse med – og endnu mere at bygge videre på.
