NYT MEDLEM AF BESTYRELSEN

Tak for en begivenhedsrig generalforsamling. Det er super-inspirerende at mange medlemmer
har noget på hjerte, og alle har en holdning til klubben, forretningen, banen og samværet.
Det var lige præcis derfor, jeg sagde ja til formanden da han ringede og spurgte om jeg ville
lade mig opstille til bestyrelsen. Ja tak, hvis man vil påvirke noget, må man søge indflydelse,
så det ville jeg gerne.
Jeg havde nok forestillet mig et valg, eller som minimum en lille præsentationsrunde – men
grundet debat og afstemninger blev tiden jo en smule fremskreden. Jeg takker derfor for
indstillingen fra Bestyrelsen og opbakningen fra forsamlingen – og glæder mig til at lære endnu
flere i Dragør Golfklub at kende.
Lidt om mig; jeg hedder Allan Bach Christensen, og er ofte kaldet ABC – det har været mine
initialer siden mit første job. Og jeg tilhører en årgang med mange Allan’er, så det er bare
nemmere. Og ja, jeg er oprindeligt fra Jylland, og slog mine første golfslag i Gyttegård i 1995 –
med en kanin-fører, der siden fik tvillinger med lidt større talent end mit.
Efter en årrække i Grønland uden så meget golf – var dog med til at slå de allerførste slag på
Nuuk Golf i 2001 – hjemvendt til Danmark og da bosatte jeg mig på Amager, og er stadig på
den samme matrikel. I dag er jeg 51, ungerne er flyttet hjemmefra, så Linda og jeg får tid til at
spille golf. Jeg driver virksomhed på Kirstinehøj, og har også stor interesse i Dragør Golfklubs
Erhvervsnetværk – det som stadig kaldes Sponsorudvalget.
Nogle af jer har måske set mig som turneringsleder eller i arbejdstøjet med en stor sav i
hånden – elsker frisk luft – og at være med til at gøre en forskel.
Jeg glæder mig til at bidrage aktivt til klubben fra Bestyrelsens side af skrivebordet; det er et
stort mandat fra medlemmerne at lade en bestyrelse formidler store summer, en forening og
en virksomhed med så mange interessenter. Bestyrelsen har en stor opgave og et stort ansvar
– og mit mål er at bidrage til at det varetages og formidles, så flest mulige møder op med smil,
og går med smil – også selvom det blev til en double-bogey på sidste hul.
God dag – og vi ses på banen lige om lidt.
Allan
Medlemsnummer 72-35624
Indmeldt DG 2015
Hcp 12,5