NY DAGLIG LEDER OG KLUBSEKRETÆR

NY DAGLIG LEDER OG KLUBSEKRETÆR PÅ PLADS

Dragør Golf styrker den medlems-, gæste- og partnerrettede service markant med to nye
ansigter.

Det forgange halve år har bestyrelsen analyseret og vurderet den samlede organisation i klubben. Hvad ønsker medlemmerne? Hvilke behov har gæsterne og vores mange sponsorer? Kort sagt: Hvad skal der til for at klubben nu og fremadrettet står stærkt?

På den baggrund er bestyrelsen kommet frem til, at det er tydeligt, at vi har behov for en ledelse og et sekretariat, der har et solidt fokus på organisering, projektstyring, økonomi og dokumention i hverdagen for en mellemstor virksomhed som Dragør Golfklub er med sine 11-12 ansatte.

For at vi lykkedes med det, har vi været nødt til at hente nye kræfter ind udefra.

Og det er derfor med stor glæde, at vi fra bestyrelsens side kan meddele, at Jesper Lauenborg Bangsgaard tiltræder som fuldtidsansat daglig leder den 1. januar 2025.

Nogle af jer kender måske 62-årige Jesper Lauenborg Bangsgaard. Jesper kommer med stor ledelseserfaring fra Københavns Politi, hvor han var vicepolitiinspektør for 125 ansatte. Hos Københavns Politi havde Jesper som leder ansvar for politiets retningslinjer, årshjul for afdelingens opgaver og i det dele taget at få de forskellige politi-teams til at fungere. Flere af jer kender helt sikkert Jesper, da han er mangeårigt medlem i klubben, og han desuden været frivillig i mange år senest i turneringsudvalget.

Som daglig leder skal Jesper stå for den daglige ledelse og drift i klubben samt tage sig af alle de medlems-, gæste- og partnerrettede aktiviteter i klubben.

– Jeg glæder mig enormt meget til at begynde i den klub, som altid har været mit andet hjem. Jeg er kommet i klubben i mere end tyve år, og jeg ser meget frem til det kommende samarbejde med de gode medarbejdere, de mange frivillige og klubbens mange udvalg. Og det er vigtigt, at alle bliver hørt, siger Jesper Lauenborg Bangsgaard.

Jesper har desuden i mere end tyve år været frivillig i Københavns Politis golfafdeling og har mere end 40 års erfaring som frivillig i politiets andre idrætsafdelinger.

Men ansættelsen stopper ikke med Jesper. Bestyrelsen har tillige ønsket at styrke kontoret og den daglige kontakt til medlemmer, gæster, KIK’ere og frivillige, som der er i en golfklub som Dragør Golfklub herunder opstart af nye medlemmer og fastholdelse, sommerlejre, påskelejre, efterårslejre og sponsorarrangmenter osv.

Til at hjælpe med den opgave, har vi også hentet hjælp udefra.

Derfor har vi lavet en aftale med Helle Fischer Holm som tiltræder på kontoret den 1. februar 2025. Helle ansættes på fuld tid. Helle kommer fra en lignende stilling i CGC Golfklub i Vallensbæk. Helle kommer med en kæmpe energi og stor erfaring med at skabe en imødekommende og gnidningsfri hverdag i en golfklub.

– I mit gamle arbejde i CGC var det min fornemmeste opgave at sekretariatet fungerede. Her så jeg det som afgørende vigtigt at have en god og daglig kontakt til medlemmer. Det er mit ønske, at jeg kan bringe den service med til medlemmerne i Dragør Golfklub. Jeg glæder mig meget til at møde jer alle sammen i klubben, siger Helle Fischer Holm.

Nogle af jer kender måske Helles ansigt fra klubben, da hun har ofte har været forbi klubben, da hendes søn – Peter-Magnus – spiller blandt klubbens bedste.

Vores ‘gamle’ Helle – Helle Nørregaard Holmquist – fortsætter på kontoret uændret.

Jesper, Helle og vores egen Helle vil sammen med resten af vores ansatte og frivillige som det allerførste kaste sig over at sikre en fantastisk åbning af sæsonen 2025. Og vi i bestyrelsen håber, at I alle vi tage godt imod de nye folk i sekretariatet.

Med de nye og ændrede funktioner i sekretariatet har vi valgt at opsige Pernille Davies’ stilling i Dragør Golfklub. I samme forbindelse har John og Pernille Davies ytret ønske om at stoppe med driften af Davies Golfshop i klubben.

Der skal lyde en stor tak til Pernille for hendes indsats i klubben gennem mange år.

På bestyrelsens vegne,
Johnny Twile, Formand