Kære medlemmer
Vores generalforsamling for 2026 er nu afviklet. Det blev en aften præget af stort engagement og mange holdninger – hvilket vidner om, at klubben betyder meget for os alle.
Undervejs opstod der en situation, hvor bestyrelsen – ud over den varslede kontingentstigning – fremsatte et forslag om forhøjelse af kontingentet for bl.a. vores yngre medlemmer.
Dette forslag var ikke varslet på forhånd, og vi anerkender, at det ikke var den rette fremgangsmåde.
På den baggrund har vi besluttet ikke at effektuere disse forhøjelser, selvom et flertal stemte for.
Seniorkontingentet var varslet, blev fremlagt og godkendt med stort flertal. Tak for det. Det giver bestyrelsen mulighed for at fortsætte med at udvikle klubben og banen.
Nogle har dog sat spørgsmålstegn ved fremgangsmåden, og vi har derfor valgt at søge juridisk afklaring hos DGU vedrørende beslutningen om den generelle kontingentstigning for voksne. Vi har fokus på, at alt er blevet håndteret korrekt og i overensstemmelse med gældende regler.
Der blev også rejst spørgsmål til et forslag om regnskabsfremlæggelsen.
Bestyrelsen vurderede, at forslaget vedrørte vedtægterne og derfor krævede 2/3 flertal, mens forslagsstilleren havde en anden opfattelse.
Også dette vil vi få afklaret juridisk, så der ikke hersker tvivl fremadrettet.
I forlængelse af debatten har bestyrelsen rakt ud til forslagsstilleren med henblik på et konstruktivt samarbejde om at skabe endnu større gennemsigtighed i regnskabet – til gavn for hele klubben.
Vi ønsker at understrege, at vi ikke har noget at skjule, og at bestyrelsen arbejder for størst mulig transparens i både regnskab og beslutninger.
Vi vil gerne takke for det store engagement og den livlige debat. Det er netop denne interesse og involvering, der er med til at udvikle vores klub.
Referatet fra generalforsamlingen er nu tilgængeligt på vores hjemmeside.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen

