FORÅRET ER LIGE OM HJØRNET
Med en forventet åbning af sommerbanen om 6 uger, er den nye sæson så småt ved at skulle skydes i gang, og vi ser naturligvis frem til den med stor glæde.
Det har indtil videre været en meget grøn vinter, med masser af nedbør og blæst, og alle søerne er igen blevet fyldt op, og er klar til sæsonen.
Personligt tror jeg ikke mere på temperaturer, under minus 5 grader resten af denne vinter, og dermed forventer jeg også at foråret kommer tidligt denne gang. Når det er sagt tænker jeg ikke at solen kommer til at dominere særlig meget før midt i april, men forhåbentlig tørre banen mere og mere op så vi slipper for de meget våde omgivelser der er i øjeblikket.
De nye teesteder hul 8-10 og 16 blev heldigvis færdig anlagt, og vi fik lagt rullegræs på dem alle sammen inden jul, så helt efter planen åbner de naturligvis til sæsonstart. De mange bunkers der er blevet omlagt vil også være klar til spil til åbningen.
Vi er netop startet med at flytte flere træer fra vildtbeplantningerne, rundt forskellige steder på banen, og det syner af noget med det samme, desværre fik vi også lige en omgang kraftig regn og blæst der slog os lidt tilbage i processen, og til trods for at vi fik banket pæle i jorden og bundet træerne solidt op, væltede enkelte af dem desværre igen og med den store nedbør der er kommet, kan vi lige nu ikke komme ud til dem med vores tunge grej, og rejse dem op igen.
Det er som sagt helt nyt for os at anvende den nye træflyttermaskine, og vores erfaring er lige nu at træerne som vi flytter, ikke må blive for store i forhold til den klump vi graver op, ellers er risikoen simpelthen for stor til at kraftig vind lægger dem ned igen, med mindre vi binder dem op i pæle på størrelse med telefonpæle hvilket vi naturligvis ikke er interesseret i. men uanset hvad skal vi nok få løst de problemstillinger, der måtte opstå hen af vejen.
Som vejret er lige nu er det som sagt meget svært at bevæge sig rundt på banen, med større maskiner, og det gælder naturligvis også traktorer og jordvogne, det vil sige at vi lige nu ikke er i stand til at komme ud med jord og sand og materialer til blandt andet nye stier, og vi er desværre sat lidt på pause indtil banen tørre op igen, men heldigvis er der jo altid godt vejr på værkstedet i maskinhuset og kaffe indenfor rækkevidde, så alle maskinerne kommer i denne tid, lige ind forbi mekanikeren og bliver serviceret og plejet som de skal, og cylindere og underknive bliver slebet op igen så de er klar til sæsonen.
Vores ivrige makkerpar Kjeld og Peter er også i fuld gang med at lave nyt baneinventar i maskinhuset, og ved selvsyn kan jeg konstatere at de vil hæve standarden betragteligt med deres nyeste tiltag, det bliver simpelthen fantastisk, så alt i alt er stemningen og arbejdsmiljøet helt i top i maskinhuset.
Vi måtte desværre lukke banen i går torsdag, og vejrguderne vil heller ikke rigtig være med os henover weekenden, hvor de igen lover regn og storm i stor stil, så beslutningen bliver at banen forbliver lukket, og en ny vurdering og beslutning vil blive taget igen mandag morgen.
Greenkeeperne ønsker jer alle en god weekend