
Dagen efter finalen – og sidste dag i august
Sådan her møder vi ind. Det er svært ikke at stoppe op et øjeblik.
Efter en lang og usædvanlig tør sommer begynder vejret nu endelig at arbejde lidt mere med os. Fugtigheden er på vej tilbage i jorden, temperaturerne er fortsat gode, og dermed nærmer vi os igen forhold, hvor det for alvor giver mening at dyrke græs.
Derfor begynder vi i denne uge arbejdet med eftersåning og gødskning af vores fairways.
Hen over de kommende dage vil I derfor møde en traktor, som arbejder sig systematisk frem stribe for stribe og fairway for fairway med græsfrø. Målet er at udnytte sensommerens gunstige vækstforhold til at få genetableret græsbestanden og skabe det bedst mulige udgangspunkt for både efteråret og næste sæson.
Det er et arbejde, der tager tid, og maskinen kan ikke altid flyttes hurtigt, når et hold golfspillere kommer til. Vi håber derfor på lidt ekstra forståelse og hensyn til vores medarbejdere og maskiner, mens arbejdet står på. Giv traktoren plads til at arbejde og vent gerne et øjeblik, hvis det er nødvendigt.
Vi forsøger naturligvis samtidig at genere spillet mindst muligt.
Efter en sommer, hvor vand har været en mangelvare, er det dejligt igen at kunne kigge fremad og arbejde aktivt med genopbygningen af fairways.
Og når arbejdsdagen begynder sådan her, kan man næsten ikke ønske sig en bedre start.
Med venlig hilsen
Greenkeeperne
