60 år og 10 års jubilæum
Interview med Johnny Twile
Dette interview er det første i en række, der skal sikre, at du lærer personerne bag Dragør Golfklub bedre at kende. Hvor kunne vi bedre starte end hos vores formand, Johnny Twile, der i år fejrer 10-års jubilæum som formand – og snart også sin 60-års fødselsdag?
10 År som Formand
Spørgsmål: Johnny, du har nu været formand i 10 år, og i den periode er der sket en del forandringer både i klubben og på banen. Hvilken enkeltstående forandring er du mest stolt af?
Johnny Twile: Jeg er meget glad for den udvikling, der har været gennem de 10 år. Det har været 10 år med ro og, synes jeg, en stor udvikling af klubben, som er modnet fra at være en ung klub til at være en veletableret klub, der udvikler sig hvert år. Jeg er rigtig glad for den stabilitet, der har været i bestyrelsen, blandt frivillige, restaurant og medarbejdere gennem alle årene. Selvom der har været udskiftninger, har der været arbejdsro gennem årene.
Senest er jeg allermest glad for den udvikling, der er sket på banen, siden vi for alvor har sluppet alle talenterne løs blandt greenkeeperne og baneudvalget. De knokler på hver eneste dag, og vi ser måske ikke alle forandringer, men jeg lover, at når gæster kommer til banen, oplever de alle forandringerne og kvalitetsløftet. Det siger nærmest alle gæster, der kommer her.
Og så har vi endelig fået etableret vores vandreservoir, så vi forhåbentlig kan sikre banen og undgå, at den bliver så tør, at vi oplever svært oprettelige skader. Jeg ved, at nogle medlemmer blev irriterede, men nu skulle det gøres. Det kostede også en reel sum penge, men med de uforudsigelige vejrforhold, som den nye klimatid giver, var det bare med at få det gjort.
Jeg glæder mig også utrolig meget over de nyansættelser, vi har gjort sidst på året 2024. Der er ingen tvivl om, at klubbens medlemmers krav og forventninger har ændret sig over tid. Både dem, som har et meget tæt forhold til klubben i Kik’erne, men også det flertal af medlemmer, der ikke nødvendigvis bruger klubben på samme måde, stiller i dag endnu større krav til service og faciliteter. Derfor var vi nået til et sted, hvor vi måtte reorganisere os. Jeg glæder mig over alle de små og store initiativer, vores nye kolleger Jesper og Helle, samt vores egen Helle allerede har gang i. Jeg tror, at alle medlemmer vil blive målløse, når vi åbner 1. april.
Udfordringer og Løsninger
Spørgsmål: Hvad er de største udfordringer, klubben står overfor i øjeblikket, og hvordan arbejder I på at løse dem?
Johnny Twile: Jeg synes egentlig ikke, at vi har de allerstørste udfordringer. Vi står et rigtig godt sted i golf-Danmark. Vi har mange medlemmer, en fantastisk bane, en dejlig restaurant og fremragende medarbejdere til et meget balanceret kontingent – det er bestemt ikke alle klubber forundt.
Men vi har selvfølgelig både større og mindre udfordringer i hverdagen. Når der har været udskiftninger og fravær hos personalet, noget vi har haft meget lidt af de seneste 10 år, fylder det selvfølgelig meget. Det er ikke nemt, men som en mellemstor virksomhed i Dragør har vi søgt al relevant hjælp og forholdt os til udfordringerne, og synes jeg, været overordentligt ordentlige og fair i opgaveløsningen.
Jeg er derfor meget ked af den knudrede debat eller måske endda tastaturkrigen, der har foregået i efteråret. Jeg ser frem til, at vi kan samles igen og glæde os over alle de virkelig mange velfungerende ting, der sker i Dragør Golf. Jeg er specielt ked af nogle af de nærmest konspiratoriske, til tider helt usande og groteske tanker og teorier, der er blevet diskuteret. Nogle er nærmest anekdotiske – jeg er blevet konfronteret med, at min søn pludselig skulle være pro i klubben. Han er nok god til golf, men det er at tillægge ham lidt for mange evner 😉. Jeg er specielt ked af det, når der ikke bliver forsøgt at få bekræftet rigtigheden af de historier, der bliver spredt. Jeg er, med meget få undtagelser, ikke blevet spurgt af medlemmer om at kommentere eller afkræfte en historie. Jeg ved selvfølgelig, at der har været ønske om mere information, men bestyrelsen har informeret klart og tydeligt om de ting og planer, vi har kunnet dele.
Facilitetsforbedringer
Spørgsmål: Hvilke planer har klubben for forbedring af faciliteterne, fx banen eller træningsområder?
Johnny Twile: Ah, godt du spørger. Der er en del, men de vigtigste bliver selvfølgelig vandforsyningen generelt på banen. Dernæst har medarbejdere og frivillige arbejdet med at søge midler til at etablere/udvide træningsområdet ved indspilsgreen og hul 9. Vi har fået bevilget 125.000 kr., så i løbet af året, nok senere end tidligere planlagt, begynder det spændende arbejde.
Driving rangen skal også fungere lidt bedre, ikke mindst skal vi have fokus på tilgængeligheden af bolde, og så trænger den også til at blive “pænere” og mere velholdt.
Ellers har baneudvalget og greenkeeperne altid en lang liste. Mange har vel allerede set overgangen mellem hul 12 og 13, som bare ser fantastisk ud. Når også teestedet bliver helt færdigt, har vi næsten fået et helt nyt golfhul – og det med indsats fra alle vores dygtige medarbejdere.
Når nu vi taler om faciliteter, så har jeg også fået rigtigt mange spørgsmål om vores shop. Hensigten med shoppen er, at vi stadigt skal have en shop, som er bemandet i en meget stor del af den tid, hvor vi har medlemmer som kommer for at spille golf. Man vil stadigt kunne købe bolde, handsker, tee’s og hvad man ellers lige står og mangler, men også en flot polo med klubbens logo og andet merchandise. Samtidigt vil vi indrette et område i shoppen, hvor vi bedre kan facilitere turneringer og tilgodese turneringsledelsen.
Bæredygtighed i Fokus
Spørgsmål: Hvilke forhold har klubben til bæredygtighed, og er der nogen grønne initiativer, der er blevet implementeret på banen eller i klubbens drift?
Johnny Twile: Bæredygtighed er en helt naturlig del af Dragør Golfs planer, både fordi vi skal tage ansvar, og fordi det er gode løsninger. Vi gør allerede mange ting, både pålagte, men også helt fornuftige løsninger. Affaldssortering har vores frivillige arbejdet meget med de seneste par år. Den meget begrænsede brug af sprøjte- og pesticider er en naturlighed, og senest har vi fået installeret et jordvarmeanlæg. Udover at vi skulle finde en løsning på vores brug af naturgas, var der flere medlemmer på generalforsamlingen, som sagde: “Kom nu bare i gang, det er det rigtige at gøre alligevel, så hellere før end senere.” Det var et stort projekt og ikke uden udfordringer, men det har allerede været det hele værd.
Næste skridt bliver etablering af solceller. Vi har afventet tilladelser, som nu er kommet. Vi skal starte lidt forfra, da der er gået så lang tid med tilladelser og løsninger. Et medlem har sagt, at han vil være en stor del af projektet, så jeg håber, vi kan melde planer ud i løbet af året. Etableringen i 2025 bliver dog sandsynligvis ikke realiseret.
Medlemsudvikling
Spørgsmål: Klubben har i år set en lidt større afgang af medlemmer end tidligere. Hvordan arbejder klubben med at tiltrække nye medlemmer, og hvad gør I for at fastholde de eksisterende medlemmer?
Johnny Twile: Arh, det er meget begrænset, men det er rigtigt, at vi har haft ca. 20 flere udmeldelser i år. I Dragør Golf har vi naturligt, fordi det er en veletableret golfklub, altid været heldige med en meget beskeden afgang. Langt under landsgennemsnittet for golfklubber i Danmark. Vi er også under gennemsnittet for 2024, på trods af de ca. 20 flere udmeldelser. Jeg er specielt glad for, at det er meget få (færre end 5-10), som reelt har tilkendegivet, at debatten i efteråret har været årsagen til deres udmeldelse. Vi må dog acceptere, at der er en helt naturlig afgang blandt vores medlemmer.
Jeg er lidt mere bekymret for afgangen blandt de yngre nye medlemmer. Der har været en ret stor tilgang af unge mellem 25 og 35 (40), en lidt uvant og ny gruppe, som vi ikke har været gode nok til at fastholde. De spiller ikke så meget som de etablerede medlemmer og deltager næsten ikke i klubbens aktiviteter. Vi skal være bedre til at finde en løsning for den gruppe – det bliver et fokusområde i 2025.
Fællesskab og Sammenhold
Spørgsmål: Hvad gør klubben for at sikre et godt fællesskab blandt medlemmerne, både på og udenfor banen?
Johnny Twile: Jeg synes, vi er generelt gode. KIK’erne, inklusive elite og juniorer, har et fantastisk fællesskab imellem sig. Begyndergruppen har et helt specielt sammenhold, godt hjulpet af vores frivillige. Jeg synes desværre ikke altid, at vi er lige gode til at byde nye medlemmer velkommen. Det kan stadig være svært at etablere sig som nyt medlem i klubben, så jeg håber, at alle vil tage godt imod dem og lukke dem ind i fællesskaber, hvad enten det er de formelle KIK’ere eller bare i 2-bolden på en helt almindelig hverdag.
De frivillige, som hver dag laver et kæmpe arbejde i KIK’erne, blandt begyndere, eliten, juniorerne, i klubhuset, på banen, i receptionen og alt det, jeg måske har glemt, er en stor del af det, der bringer os sammen i både store og små fællesskaber og får os til at føle, at Dragør Golf er “min” klub.
Vi skal dog også forstå, at fællesskaber kan være mange ting, og langt over halvdelen af vores medlemmer er måske ikke en del af de ovennævnte fællesskaber, men etablerer deres egne, og dem skal vi også sikre plads til på lige vilkår med de mere etablerede fællesskaber.
Dernæst har vi en fantastisk restaurant, som giver mulighed for at bruge meget tid før og efter golfen.
Jeg er også vanvittig glad for vores vinterarrangement med SIM Golf Amager. Nu er over 900 af vores medlemmer tilmeldt i vores fælles aftale, og dermed har 70-75% af klubbens medlemmer spillet vintergolf. Det har jo været et håb gennem mange år, at det kunne være muligt at spille golf gennem vinteren i Dragør Golf. Nu har alle disse medlemmer, som ellers aldrig ville have været i klubben og på vinterbanen, haft mulighed for at opretholde fællesskaber og holde svinget ved lige, måske endda træne på en helt anden måde gennem vinteren. At se den fasttømrede herre- eller dame-4-bold nyde hinandens selskab og se elite og juniorer sammen med deres forældre kæmpe sig igennem nye baner og udfordringer er en kæmpe fornøjelse. Og tænk, for ca. 300 kr. pr. medlem (ca. 400.000 kr. netto efter egenbetaling pr. år) har vi kunnet nyde dette fremragende samarbejde mellem Sim Golf og Dragør Golf. Vi har indtil nu fundet plads i de eksisterende budgetter til dette arrangement, og jeg er ret sikker på, at det bliver en fast og måske endnu større del af sammenholdet i Dragør Golf.
Det kommer vores nye ansatte i kontoret og administrationen til at arbejde meget mere med, og jeg er også sikker på, at de sammen med vores dejlige restauratører har mange andre gode ideer, tiltag og arrangementer i tankerne.
Samarbejde med Sponsorer
Spørgsmål: Hvordan ser klubbens samarbejde med lokale sponsorer og samarbejdspartnere ud, og hvilken rolle spiller disse i klubbens vækst?
Johnny Twile: Vi har altid haft et godt og veletableret erhvervsnetværk. Et netværk, der mødes, udveksler erfaringer og etablerer forbindelser. Det er næsten bare gode venner af huset, der altid bakker op om aktiviteter med støtte – både i form af midler og som gode partnere, når noget skal ordnes i klubben. De går aldrig af vejen for at yde støtte med præmier og gaver til klubbens arrangementer. I år skal vi have lidt mere fokus på netop denne gruppes ønsker og forstå, at de driver veletablerede forretninger, så arbejdet med arrangementer og tilgangen til medlemmerne er noget, vi allerede arbejder intenst med.
Vision for Det Lokale Samfund
Spørgsmål: Hvad er din vision for Dragør Golfklubs rolle i det lokale samfund?
Johnny Twile: Dragør Golf spiller allerede en stor rolle i lokalsamfundet. Vi har, som en stor idrætsforening og mellemstor virksomhed, gennem årene arbejdet meget med kontakten til kommunen og har rigtig gode relationer. Jeg håber, at den gode dialog fortsætter, og vi sammen kan finde gode løsninger for den fortsatte udvikling af Dragør Golf, for der er stadig mange ønsker om udvikling – både på den korte og på den meget lange bane.
Jeg håber også, at vi kan komme endnu tættere på hinanden og måske udnytte de muligheder for samarbejde, der kunne ligge i rekruttering af unge, golf og sundhed og mange andre perspektiver.
En Særlig Gave
Spørgsmål: Hvad ville den bedste 60-års fødselsdagsgave være for dig i denne forbindelse?
Johnny Twile: Nå ja, 60 år… Nyt golfsving, bedre chipping… eller bare mange runder golf i god stemning og med gode venner. Og hvis jeg må ønske én ting mere, så skulle det være en ordentlig, tillidsfuld og direkte snak i en god og respektfuld tone – og så lade spekulationerne og sladderen blive hjemme. Det tærer for meget på relationer, lysten til samarbejde og skaber for meget spild. Så endnu et fantastisk år i Dragør Golf med stort sammenhold, gode oplevelser og pragtfulde fællesskaber… og så lige en Birdie i ny og næ.